Nyhedsbrev fra 1st Mile, maj 2009
I dette nyhedsbrev stiller vi skarpt på de mindre iværksættervirksomheder, som iflg. økonomi- og erhvervsminister Lene Espersen skaber 20% af alle nye jobs i Danmark.
Mange kender "dødens dal" som betegnelsen for hullet mellem forskning/udvikling og markedet, hvor teknologier og koncepter skal demonstrere de virker i praksis.
Desværre har vi også et "innovationshul" mellem de gode tekniske løsninger og evnen til at skabe forretning på dem. 1st Mile dækker dette hul - den første kommercielle distance - for nye teknologier og koncepter og vi oplever et skrigende behov for kompetence til at drive nye teknologier og koncepter frem til markedet.
Vi ser hver uge dygtige teknikere og idéfolk med glimrende projekter og ideer, som aldrig bliver til produkter og virksomheder. Man mangler ofte de nødvendige kompetencer og har ikke råd til at tilkøbe dem, før man har omsætning og positiv drift eller har tiltrukket kapital fra investorer. Det er en ond cirkel og nogen burde gøre noget.
Det har vi så gjort – men som alle andre kan 1st Mile ikke køre uden at smøre, så læs nedenfor om de brækjern vi har bragt i brug for at kunne assistere danske iværksættere inden for cleantech, så de kan udnytte de store kommercielle potentialer i efterspørgslen efter rene teknologier på globalt plan.
Mvh. Søren Houmøller, 1st Mile
Make an Energy Difference - nyt EU-projekt til 1st Mile
1st Mile er den danske partner i et nyt og spændende projekt med titlen ‘Make an Energy Difference’. Det er et innovationsinitiativ, der retter sig mod universitetsstuderende og tilskynder dem til at omsætte energi-innovationer til nye opstartsvirksomheder. Projektet omfatter bl.a. idékonkurrencer i forskellige lande og boot-camps med de bedste projekter samt tilknytning af den nødvendige ekspertise til at gøre innovationerne til forretninger.
Projektet startede 1. maj og løber i 3 år. Interesserede kan kontakte Søren Houmøller på soren@1stmile.dk for yderligere oplysninger.
Cleantech Partnerships og Cleantech Booster tager fart
I samarbejde med Væksthus Hovedstaden er 1st Mile operatør for Erhvervs- og Byggestyrelsen på Cleantech Partnership og Cleantech Booster-programmet. I Partnerships indgår en iværksættervirksomhed i et partnerskab med en større, veletableret virksomhed, mens iværksætterne gennemgår et produkt- og markedsafklaringsforløb i Booster. Mangler du at få hul på bylden kan du kontakte 1st Mile eller dit lokale Væksthus. Rådgivningen er enten gratis for dig eller meget billig.
Cleantech-dag 27. maj - endnu muligt at tilmelde sig
De første Cleantech-partnerskaber lanceres på Cleantech-dagen på onsdag d. 27. maj, hvor store og små virksomheder også får mulighed for at ”speed-date”. Hvis du er en lille virksomhed, der tror du kan nyde godt af et partnerskab med Shell, Mærsk Olie og Gas, DONG Energy, IBM eller en af de andre i alt 10 partnerskabsvirksomheder, kan du læse nærmere og melde dig til via.
Personligt glæder jeg mig meget til at høre Joanne Hyland fortælle om samspillet mellem store og små virksomheder under titlen »Bridging the Generation Gap - Building a Symbiotic Relationship between Startups and Established Companies«.
Nyt EUDP/PSO-seminar på vej
1st Mile udbyder endnu en gang et 2-dages seminar om at skrive vinder-ansøgninger til EUDP- og PSO-programmerne. Under disse kan man søge offentlig støtte til teknologiudvikling og –demonstration De senere år er kravene og konkurrencen skærpet så meget, at man ganske enkelt ikke får tilskud hvis ikke ansøgningens kvalitet er i top. Derfor er det en god idé for iværksættere og andre med ingen eller ringe erfaring med ansøgningerne at opkvalificere sig via dette seminar.
Datoerne er endnu ikke fastlagt, men beskrivelsen fra forårets seminar kan ses her.
Innovation er altafgørende for danske energi- og klimavirksomheder
Danmark skal være et globalt centrum for udvikling og salg af energi- og klimateknologier. Det er visionen for DI Energibranchen, branchefællesskabet for danske energivirksomheder. DI Energibranchen har udformet strategien ”Nyt klima for vækst” samt leveret indspil på basis af denne strategi til regeringens erhvervsklimastrategi. Som formand for DI Energibranchen Forsknings- og Innovationsudvalg har Søren Houmøller, 1st Mile, medvirket til arbejdet med DI-strategien. Innovation og kommercialisering er – også i dette arbejde – identificeret som en væsentlig succesfaktor hvor vi i Danmark ikke er dygtige nok endnu.
1st Mile i medierne
For nylig var 1st Mile i DI Energibranchens indstik til Børsen "Klimaklogest i verden"
Søren Houmøller har været i Erhvervsbladet i en artikel om danske virksomheders muligheder for eksport til Polen.
Netop i disse dage er der World Business Summit for Climate Change i Bella Center – en slags formøde til klimakonferencen i december. Al Gore og Ban Ki-moon lav den hele armen på vegne af kloden. Pointen er, at der er god business i klimaforandringerne, for der er brug for nye teknologier og nye tilgange for at imødegå klimaforandringerne. I et blogindlæg videregiver Søren sine indtryk fra talerne fra Al Gore og Ban Ki-moon.
Øvrig gang i meninger og debat på Ing.dk|INGenuity
tirsdag, maj 26, 2009