onsdag
apr142010

Praksis: Dansk cleantech – en klynge?

En mere operationel udgave af klynge-teorien oversat til dansk cleantech er gengivet i figuren herunder. Den er baseret på overvejelser om klynger gjort af Vækstfonden om klynger generelt og tilpasset dansk cleantech af 1st Mile med de observationer og erfaringer vi har gjort os gennem årene. Klyngefiguren tager udgangspunkt i tre grupper af aktører: Forskning og uddannelse, etablerede virksomheder og opstartsvirksomheder.

Forskning og uddannelse er universiteter og lignende organisationer, der giver uddannet arbejdskraft videre til både etablerede virksomheder og opstartsvirksomheder. De indgår desuden i forskningssamarbejder med begge grupper af virksomheder og i større grader af samarbejde med de etablerede virksomheder i form af licensoverdragelser, kontraktforskning (udført forskning) og samarbejde omkring uddannelse af erhvervsforskere.

Etablerede virksomheder interagerer med opstartsvirksomheder ved at købe enten virksomhederne eller deres teknologier for at tilføre sig kompetencer og kapacitet. De etablerede virksomheder laver nye virksomheder gennem spin-off af aktiviteter eller teknologier, som ikke er kerneforretning eller som kan udvikle sig bedre udenfor den store organisation. Visse større virksomheder har systematiseret sine spin-off gennem corporate venture-funktioner.

Opstartsvirksomhederne er klyngens nye blod. De opstår primært som spin-outs fra vidensinstitutioner eller spin-offs fra de etablerede virksomheder og er dybt afhængige af at kunne tiltrække kapital til at udvikle teknologi og forretningsmodel. Derfor indtager venturekapital og anden finansiering en afgørende rolle på figuren. Anden finansiering er bl.a. forsknings-, udviklings- og demonstrationsmidler fra forskellige støttepuljer, men også adgang til bankfinansiering spiller en rolle.

Venturekapital har en særlig funktion. Mens støttemidler gives til teknologiudvikling, men ikke i særlig udbredt grad til forretningsudvikling, anvendes venturekapital netop til forretningsudvikling, herunder markedsudvikling, salg, ansættelse af de rigtige kompetencer mv. Da ventureinvestorer investerer efter at optimere deres afkast har venturekapital desuden en pick-the-winner-funktion og udvælger og udvikler de bedste teknologier og virksomheder (til gavn for bl.a. de etablerede virksomheder, der så kan købe dem til).

 

 Næste artikel i temaet: Hvordan fungerer dansk cleantech som klynge?

PrintView Printer Friendly Version

EmailEmail Article to Friend