onsdag
apr142010

Teorien: Michael Porter

Økonomen Michael Porter publicerede i 1990 artiklen The Competitive Advantage of Nations i Harvard Business Review. Om en nation opnår international succes i en bestemt industri er bestemt af fire overordnede faktorer, som fremmer eller hæmmer oprettelsen af en konkurrencefordel, siger Porter.

For det første produktionsfaktorer som kvalificeret arbejdskraft, infrastruktur, fysiske ressourcer og teknologier, der er nødvendige for at konkurrere med succes i en given industri.

For det andet virksomhedernes strategier og interne rivalisering, og hvor dygtig nationen er til at danne, organisere og forvalte virksomheder.

For det tredje tilstedeværelse eller fravær i en nation af leverandørindustrier og dermed beslægtede industrier og institutioner (forskning, uddannelse), der er internationalt konkurrencedygtige.

For det fjerde efterspørgslen efter industriens produkter og services på hjemmemarkedet.

Disse fire faktorer bestemmer, individuelt og som et system, den sammenhæng i hvilken en nations virksomheder fødes og konkurrerer. Det leder Porter frem til følgende klynge-definition:

”Klynger er geografiske koncentrationer af sammenkoblede virksomheder, specialiserede leverandører, tjenesteydere, firmaer i relaterede brancher, og de associerede organisationer (såsom universiteter, standardiseringsagenter, brancheforeninger) i et bestemt område forbundet af fællestræk og komplementaritet. Der er konkurrence samt samarbejde”.

Porters definition er blevet kritiseret for at være for bred og for lidt operationel, og i øvrigt ikke tidssvarende med fremkomsten af kommunikationsteknologier, som formindsker indflydelsen af den geografiske nærhed.

Måske vægter de forskellige faktorer anderledes end i 1990, men essensen af Porters klyngebegreb står fast: En række faktorer bestemmer hvor stærk en klynge er og dermed hvor konkurrencedygtig en nation (eller en region) er.

 

Næste artikel i temaet: Praksis: Dansk cleantech - en klynge.

PrintView Printer Friendly Version

EmailEmail Article to Friend