1st Mile sikrer Vestas kæmpe Højteknologifondsprojekt
Med et budget på over 80 millioner kroner og massiv støtte fra Højteknologifonden udvikler Vestas sammen med en række danske virksomheder og universiteter fundamenter til vindmøller, der skal stå på op til 70 meter dybt vand. Projektet vil sikre Danmarks globale førerposition indenfor grøn energi offshore. 1st Mile har skruet projektet sammen på vegne af Vestas og et konsortium på 10 partnere og har skrevet den succesfulde ansøgningen til Højteknologifonden. 1st Mile bliver i øvrigt projektleder for projektet samt er ansvarlig for projektets innovationskomponent.
Design, konstruktion og installation af såkaldte jacket-fundamenter til havvindmøller på vand mellem 40 og 70 meters dybde er omdrejningspunktet i projektet. Projektet vil desuden betragte vindmølle og fundament som ét integreret system, og ikke som normalt to separate dele. Det vil sikre en optimal kvalitet og en lavere pris for kunderne.
”Vinderne af det internationale kapløb om markedet for havvindmøller bliver dem, der udvikler teknologi, som kan installeres og drives på de planlagte sites på meget dybt vand. Vores projekt fokuserer på at udvikle fundamenter, der sikrer den højest mulige kvalitet til den lavest mulige pris, så kunderne kommer til at tjene mest muligt på deres Vestas vindmølleparker,” siger Finn Strøm Madsen, chef for Vestas’ udviklingsafdeling.
Vigtigt startskud for Lindø
Vestas har taget initiativ til projektet, som samler en række stærke spillere på markedet for havvindmøller. Partnerne er Vestas, Risø DTU, LORC, MTHøjgaard, DNV, Aalborg Universitet, 1st Mile, LICengineering, FORCE Technology og Bladt Industries. Fra Lindø siger Poul Nyrup Rasmussen, tidligere statsminister og nu formand for Danmarks nye forsknings, innovations- og testcenter på Lindøværftet, LORC:
”Højteknologifonden har med sin beslutning sikret, at Danmark vil være i front, når vindmøller i nærmeste fremtid skal installeres på dybt vand. Projektets perspektiv er praktisk målrettet og vil resultere i et stort antal arbejdspladser mange år ud i fremtiden. Det her kan blive starten på et nyt industrielt eventyr, som vil gavne hele den danske skov af store og små virksomheder i vindmøllebranchen”, siger Poul Nyrup Rasmussen og tilføjer:
”For LORC på Lindøværftet er dette et stort og meget vigtigt projekt, som vi glæder os meget til at komme i gang med på Lindø”.
Forretningspotentialet på markedet for havvindmøller er enormt. Med udsigt til installation af 150 GW kapacitet i Europa inden 2030 bliver den anslåede markedsværdi over de kommende 20 år 1.500 milliarder kroner.
Søren Houmøller, direktør i 1st Mile, siger om projektet:
"Det har været en fantastisk oplevelse at skrue et så ambitiøst projekt sammen for konsortiet. Vi har været med til at sikre fremtiden for dansk vindmølleindustri og glæder os meget til at udvikle både teknologi og innovationskraft i de næste fire år gennem dette projekt".
torsdag, juni 3, 2010
Reader Comments (1)
If you would go up high, then use your own legs ! Do not let yourselves carried aloft; do not seat yourselves on other people's backs and heads to cheap wow power leveling