1st Mile bag nyt Højteknologifondsprojekt fra Danfoss Polypower og 11 partnere
1st Mile skruer offentlig/private forsknings- og udviklingssamarbejder sammen.
Højteknologifonden har netop offentliggjort, at den støtter forsknings- og udviklingsplatformen Highly efficient low cost energy generation and actuation using disruptive DEAP technology med 49 mio. kr ud af det samlede budget på 97 mio. kr.
1st Mile har haft ansvaret for at sætte projektet sammen og har skrevet ansøgningen på vegne af Danfoss Polypower og de øvrige 8 partnere. Projektet er en såkaldt højteknologisk platform på linje med platformen Cost-effective deep water foundations for large offshore wind turbines, som 1st Mile også fik igennem nåleøjet hos Højteknologifonden.
Herunder er et uddrag af Højteknologifondens pressemeddelelse (link) af 3. marts 2011 - og for en dybere gennemgang af teknikken, klik forbi Danfoss Polypower.
Pressemeddelelse, Højteknologifonden den 3. marts 2011
49 millioner kroner fra Højteknologifonden til grøn dansk produktion
Tre danske universiteter og seks virksomheder skal de næste fire år samarbejde om at udvikle de teknologier, der i fremtiden skal blive til danske produktionsarbejdspladser. De deltagende virksomheder og universiteter skyder et tilsvarende beløb i projektet, så det samlede budget bliver på 97 millioner kroner.
Med projektet ønsker Højteknologifonden at være med til at skabe fundamentet for et nyt grønt væksteventyr i Danmark. Helt specifikt skal pengene bruges til at videreudvikle en innovativ polymér-teknologi, der kan lave bevægelse til strøm og strøm til bevægelse. Den nye teknologi kan meget vel betyde, at kendte teknologier som elmotorer og generatorer meget snart ender med at samle støv på et teknologisk museum.
De seks deltagende virksomheder vurderer, at det samlede markedspotentiale for den nye teknologi ligger i omegnen af 200 milliarder danske kroner. Det er mere end dobbelt så meget som Danmarks samlede årlige salg på sit største eksportmarked, Tyskland. Netop muligheden for at sætte gang i et nyt grønt væksteventyr er hovedårsagen til, at Højteknologifonden har valgt at støtte projektet.
De danske samfund har i stigende grad måttet se viden flytte efter produktionsarbejdet ud af landet. Her er der omvendt muligheder for gennem en helt ny teknologisk platform at skabe viden, der kan trække produktionsjobs til. Stærke forskningsmiljøer og danske virksomheder går sammen i et unikt samarbejde om at udvikle innovative løsninger, der kan give afgørende konkurrencemæssige fordele.
”Der ligger fortsat masser af forskning og arbejde i at gøre PolyPower kommercielt flyvefærdig. Med konsortiet i ryggen og den økonomiske støtte fra Højteknologifonden får vi hurtigere omsat teknologien til konkrete produkter og dermed til fremtidige vækstmuligheder”. Det fortæller administrerende direktør i Danfoss PolyPower A/S, Michael Hamann.
- Vi glæder os rigtig meget til at skabe helt ny viden om polymerbaserede materialer og arbejde helt fra det molekylære niveau og op til storskala produktion. Bevillingen fra Højteknologifonden styrker også universiteternes ledende rolle i udviklingen af bæredygtige alternativer til det fossile samfund. For eksempel inden for vind og bølgekraft”. Det fortæller professor Anne Ladegaard Skov fra DTU Kemiteknik.
Teknologiudviklingen vil foregå på fire konkrete felter:
- Mere energieffektive vindmøllevinger, hvor møllevingerne selv kan tilpasse sig vindforholdene og dermed optimere strømproduktionen.
- Helt ny type ultraflad højtaler med en tiendedel tykkelse af i dag.
- Ultrakompakte og energieffektive ventiler.
- Nye og bedre bølgekraftanlæg med brug af kunstige ”muskler”, som kan hive endnu mere energi ud af havet, end de nuværende løsninger giver mulighed for.
Der vil samtidig være stort fokus på grundforskning, og der starter otte nye ph.d.-projekter som følge af den nye investering.
torsdag, marts 3, 2011